Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Værdier

Det primære mål i opstarten er, at eleven får ro til at overkomme sin skolevægring og får håb for et nyt forløb.
Kirsten Callesen, stifter

Fotos: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Udgangspunktet for Søstjerneskolens menneskesyn er, at alle elever har brug for at være i et trygt miljø, hvor de først og fremmest kan være sig selv og finde en tryg base, mens de bliver mere robuste. I den første tid når en elev starter på Søstjerneskolen, så er der ofte tale om en sårbar periode, hvor eleven skal forsøge at tro på og erfare, at denne skole ønsker at gøre tingene på en anden måde. I denne periode prøver skolen i samarbejde med eleven og forældre, at finde ting i hverdagen, som kan skabe motivation og håb. Og når eleven bliver klar til at få undervisning eller være med i det sociale miljø, så starter vi dette hurtigst muligt.

Søstjerneskolens udgangspunkt er, at alle elever gør det bedste de kan og ønsker at være en del af et fællesskab og at være i et godt læringsmiljø. Når det så bliver for vanskeligt enten for dem selv eller for andre omkring dem, så bliver den umiddelbare løsning typisk, at man stopper med at møde op, fordi man er for belastet. Mange af eleverne på Søstjerneskolen har belastningssyndrom, som vi forsøger at være opmærksomme på og tage hensyn til.

Søstjerneskolens værdier er, at alle elever har brug for at blive bygget op gennem læring og i samspil med deres undervisere, også i perioder, hvor de har det svært. Det er skolens opgave, sammen med elev og forældre at finde den bedst mulige læringsstrategi, så eleven får mulighed for indlæring, selvom der er tale om en svær periode.

Søstjerneskolen ønsker at styrke alle elevernes sociale kompetencer og har fokus på, at det er i hverdagen, man skal træne almindelige dagligdags sociale adfærdsstrategier i en tryg ramme og med forstående voksne omkring.

Søstjerneskolen ønsker at hjælpe alle elever til at få øget selvindsigt i, hvordan de fungerer som personer, og hjælper dem med samtaler i forhold til tanker, følelser og sociale strategier. Skolen har fokus på hvilken mad, der bedst understøtter elevens trivsel, og ønsker at øge elevens forståelse og ansvarsfølelse for at spise en sund kost, som kan styrke deres indlæring og trivsel i hverdagen, også når de er i skole.

Søstjerneskolen ønsker at have et tæt samarbejde med hver elevs forældre, som er de mennesker, der kender deres børn bedst. Vi har en tæt dialog, hvor skolen og forældre i samarbejde udvikler den bedste ramme for det enkelte barn, og hvor skolens personale kan overtage tryghedsfunktionen for forældrene, så eleverne kan klare at udvikle tillid til skolens voksne, og forældrene kan trække sig fra det daglige skoleliv, så snart eleven er klar.

Gennemgående er det tryghed, kreative løsninger, samarbejde med elev og forældre, socialt fællesskab og fordybelse i elevens særlige evner og styrker, som er de gennemgående faktorer i Søstjerneskolens hverdag.