Forældresamarbejde

 

Vi har en søn, der trives og er glad. Lige nu er der håb
Marianne, mor til elev

Vi har et tæt samarbejde med forældrene om skolens indsats, undervisningsmæssigt og behandlingsmæssigt, og vi har daglig vidensdeling omkring de oplevelser, vi har med eleverne på skolen, og de oplevelser og erfaringer forældrene har hjemme.

Vi opfatter forældrene, som eksperter på deres egne børn, og vi opfatter os selv som specialiserede fagpersoner i forhold til de særlige udfordringer, eleverne har.

Alle vores elever, børn som unge, der går i skole på Søstjerneskolen, har udviklet belastningsreaktioner i forhold til at gå i skole i forskelligt omfang. Derfor er det vigtigt, at vi løbende får afstemt forventninger med forældrene, så det bliver tydeligt, hvad der er skolens ansvar, og hvad der er forældre og kommunes ansvar i forhold til at hjælpe eleverne igennem deres belastningsreaktioner og tilbage i skoletrivsel. Nogle gange er der behov for egentlig terapeutisk indsats i forhold til hjemmesituationen, som er forskellig fra den behandlingsmæssige indsats, Søstjerneskolen tilbyder i forhold til elevens skolegang og arbejdet med skoletraumer. Dette evalueres kontinuerligt i fællesskab mellem forældre, sagsbehandler og Søstjerneskolen.

Forældrene har ofte tidligere oplevet frustration i forhold til skolehjemsamarbejde, og vi har fokus på at være sammen om at skabe en ny skoleoplevelse, også i forhold samarbejdet, ud fra indsigt i, at forældre også nogle gange har udviklet deres egne belastningsreaktioner i forhold til deres børns skolegang.

Vi prøver bedst muligt at sætte os ind i de enkelte forældres behov og arbejder bevidst ud fra viden om, at forældrene, ligesom eleverne, har brug for en afstemt, individuel tilgang fra skolen.

Vi tilbyder forældrene at deltage i en kursusrække henover skoleåret og herudover er der sociale arrangementer, hvor forældrene kan mødes til nogle hyggelige timer, hvor man lærer hinanden at kende og på den måde forsøger at etablere et netværk på tværs af forældregruppen.