Skolen fylder 10 år

Behandlingsmetoder

På Søstjerneskolen gør vi brug af en række metoder og tilgange, som vi har specialiseret os i, særlig i forhold til denne komplekse elevgruppe. 

1. Relationspædagogik
For at kunne møde børn og unge i de komplekse problemstillinger, som målgruppen står i, kræves der en særlig relationel tilgang. Dén relationelle tilgang, der virker på ét barn, virker måske ikke på et andet. Børn med svære og komplekse psykiske udfordringer kan ofte ikke tåle almindelige tiltag for at danne nære og rene relationer. Man skal evne at kunne arbejde ikke-intentionelt og med et skarpt blik for hvornår man skal støtte, og hvornår man skal udfordre. Søstjerneskolen kalder den relationelle pædagogik for pædagogik med kirurgisk præcision, idet fejlagtigt forsøg på relation kan betyde, at barnet ikke ønsker kontakt og hjælp fra de fagprofessionelle.

Evnen til at arbejde i mellemrummet mellem den relationelle tilgang og barnet/den unges kravkapacitet, kræver en særligt udviklet relationspædagogik. Denne pædagogik underviser Søstjerneskolens personale andre fagfolk rundt i hele Danmark i. Her anvises både konkrete redskaber og metoder til at opkvalificere fagpersonalets relationskompetence. Der er fokus på, hvad der skaber samspil mellem mennesker i meget trygge rammer, hvor kontakten ikke altid er direkte, men ofte tager udgangspunkt i et fælles tredje. Der vejledes også i, hvordan fagfolk gennem teori, dialog og refleksion opnår en viden om forskellige relationsformer og måder at indgå i relation på. Vigtigt er at rådgive i bevidstheden ift. de professionelles egen måde at indgå i pædagogiske relationer på.

2. Systemisk, helhedsorienteret tilgang
Systemisk teori tager udgangspunkt i ideen om, at alle mennesker har deres egen forståelse af verden og sig selv, og at der ikke findes en objektiv sandhed. Problemer opstår i de relationer og systemer, mennesker befinder sig i, men alle gør sit bedste ud fra de forudsætninger, de har. I den systemiske tilgang har vi fokus på alle de relationer, børnene på Søstjerneskolen indgår i. En systemisk tilgang forpligter til en snak om muligheder frem for begrænsninger, men giver også et analytisk blik på de systemer, et barn indgår i, og hvordan der her kan skabes nye handlemuligheder og erfaringer i de systemer, barnet er i. Erfaringen er, at særligt et fokus på barnet som en del af et skolesystem og familiesystem kan være brugbar til at finde på alternative indsatser.

I et felt, som er præget af barnet set i et diagnostisk lys, er det afgørende at skelne mellem barnets iboende udfordringer og de udfordringer, som et barn er bærer af, afhængige af den miljømæssige sammenhæng og eventuelle pres. Et sensitivt barn kan fremstå som problemet, men i den systemiske ramme forstås barnet altid ud fra dets familiemæssige, sociale og skolemæssige sammenhænge. Derfor er denne tilgang vigtig på Søstjerneskolen i forhold til placering af behandlingstiltag, og for at aktører påtager sig deres andel af et behandlingsfelt. Vi er med til at skabe et sprog, selvindsigt og refleksion i systemet omkring barnet, så barnet kan få behørig hjælp til sine subjektive vanskeligheder og få støtte til at være i et eventuelt presset miljø.

Søstjerneskolen fejrer 10 års fødselsdag