Skolen fylder 10 år

Brev fra en tidligere elev

Velkommen til Søstjerneskolen.

Mit navn er Gita, og i skrivende stund går jeg mine sidste dage her på skolen. Jeg er nemlig på vej ud af niende klasse. Jeg har nået alt jeg skulle og er stort set færdig, og nu går alting stille og roligt som aldrig før. Men pludselig er jeg blevet sat på én sidste opgave.

Jeg er blevet spurgt, om jeg kunne have lyst til at skrive om min tid på Søstjerneskolen, sådan at kommende elever kan læse om det og få noget indblik i, hvad det næste kapitel af deres liv mon bringer.

Før jeg ville kaste mig over opgaven, måtte jeg dog slå fast, at jeg ikke kan undgå, at denne tekst bliver min personlige fortælling, på mit sprog og fra mine erfaringer. Således beder jeg dig om at læse dette med forbehold for, at enhvers historie er unik. Dette er kun min:

Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg synes, det har været fantastisk at gå på Søstjerneskolen. Sådan noget siger jeg ikke, hvis jeg ikke mener det. Jeg synes, jeg har lært meget, har overkommet mange vanskeligheder og har udviklet mig noget enormt som person. Men derfor vil jeg ikke male et sukkersødt billede af skolen. Jeg ønsker at fortælle min oplevelse med fuld ærlighed.

Det er knapt tre år siden, jeg startede på Søstjerneskolen. Det tog mig slet ikke lang tid før jeg måtte erkende, at Søstjerneskolen er en meget anderledes skole, selvom jeg har gået på mange sære skoler tidligere. Første gang jeg nogensinde var på besøg, blev jeg vist ind i et lokale, der åbenbart skulle blive til mig eget rum, når jeg startede.
Dengang, fordi det tidligere havde tilhørt en anden elev, var det indrettet med lyserøde møbler og bamser. Det brød jeg mig ikke om, men jeg fandt mig i det, værende den lidt reserverede og afslappede type jeg er.
Jeg husker dog tydeligt at blive spurgt, ”Gita, hvad kunne du tænke dig på dit rum?”
”Hmm,” sagde jeg, ”Årh, jeg ved det ikke. Det er vel ikke så vigtigt. Måske bare et bord? Og… Ja, hvad med et klaver? Kan det lade sig gøre?!”
Det fik jeg fluks, helt mod min forventning. Et dejligt klaver og et skrivebord lavet af træ, nøjagtig af den slags jeg havde foreslået. Jeg kunne næsten ikke tro det! Men det har vist sig at være Søstjerneskolens speciale: netop at lytte den enkelte elev (måske endda i overdrevne omfang til tider).

Udover at få hvad jeg pegede på, var der skam også ting, der overvældede mig i starten. For eksempel havde den voksne, der skulle blive til min kontaktperson, sagt op en uge før jeg startede på skolen. Det medførte, at jeg pludselig i stedet skulle være sammen med rigtig mange forskellige voksne i løbet af en dag, fordi mit skema ikke kunne fås til at hænge sammen på nogen andre måder. Puha!
Det problem tror jeg ikke sandsynligvis vil genopstå for nogen anden – og desuden er jeg ikke i tvivl om, at en anden, mere ’skrøbelig’ elev ville blive behandlet mindre skånselsløst end mig selv på lige dette punkt – men jeg inkluderer alligevel historien, fordi jeg synes, det er vigtigt at understrege, at Søstjerneskolen selvfølgelig ikke er perfekt på nogen måde. Men i samarbejde mellem elever og voksne henholdsvis, er jeg stensikker på, at der kan findes en slags løsning på alt – selv de mest kringlede af dilemmaer.

Når jeg den dag i dag kigger tilbage på den gang jeg startede, og tænker på hvordan jeg havde det, hvad jeg havde svært ved og hvordan jeg tænkte, kan jeg sagtens se en stor ændring. Ting, som jeg troede, jeg aldrig ville blive bedre til, kan jeg nu klare uden problemer. Selv endda at møde fast op i skole hver eneste dag (noget, som jeg engang troede var en absolut umulighed). Og, ja, faktisk færdes jeg nu også rundt på skolen uden at have mit ovennævnte rum mere. Men det er alt en beslutning, jeg selv har været med til at tage.
Jeg vil sige, at der på Søstjerneskolen er meget forståelse for, at ikke ’presse’ nogen. Alle har sin egen rytme og tid til tilvænning. Jeg synes, jeg er blevet behandlet som en person herinde, og ikke blot som en ’diagnose’. Men det har væsentligst krævet, at jeg selv har turdet stå frem som person! – hvis det giver mening

Så, hvis jeg må have lov til at give dig et godt råd, så vil jeg gerne sige én ting: Vær ærlig!

Tro mig, det gør alting meget lettere. Sådan har min erfaring i hvert fald været.
Noget af det vigtigste for mig har været de samtaler, jeg har haft på Søstjerneskolen. At ærligt kunne drøfte hvem jeg er, og ikke mindst også at kunne handle ærligt. At turde være vidne til mine egne begrænsninger, og ikke skamme mig, men arbejde hen imod en mulig forbedring – selvfølgelig forbeholdt, at alt tager sin gode tid. Ja, nogle ting har taget mig år.
Ikke desto mindre er jeg blevet ved med at tro på mig selv, og er endelig kommet videre fra de sværeste ting.
Nu er det ikke for at opsummere dette på nogen modbydeligt kliché måde, vel, men lad det være sagt, at alle har en styrke i sig. Herudover har den enkelte jo også sin egen lange række af svagheder, men ikke uden styrker også.
Dét er en ting, som jeg føler, er meget i fokus på Søstjerneskolen. Troen på, at alle kan udvikle sig, ligegyldigt hvordan og gennem hvor lang tid. At det ikke skal være håbløst for nogen som helst.

Så, tja, hvad mere kan jeg mon finde på at sige? Jeg kan ikke love dig noget paradis her på skolen, ej heller at nogen vil kunne ordne dine problemer med en magisk tryllestav. Men der er ingen, der bliver overset eller ignoreret på Søstjerneskolen. De voksne har meget talent for at forstå eleverne; dog befinder sig ingen tankelæsere på skolen, så derfor tilråder jeg ærlighed. Med tydelig kommunikation bliver alting oftest mere forståeligt, således at visse omstændigheder kan tilpasses hvis nødvendigt.

Som det allersidste vil jeg inderligt ønske dig det bedste i din tid på Søstjerneskolen.

Venligste hilsner
Gita

Skrevet d. 24. juni 2020

Søstjerneskolen fejrer 10 års fødselsdag