Stegte, kogte, sprøde eller blendede. I brød, suppe, hummus, salat, tærte og kage. Der var nok at vælge imellem, da skolens køkken dedikerede en hel dag til guleroden.
Der er mange gode grunde til at hylde guleroden, som er rig på kostfibre og har et højt indhold af vitamin A og K.
Skolens kok Sanne og ernæringsassistent Phuong gav nu guleroden hovedrollen i skolens frokostbuffet af en anden årsag. De har nemlig sat sig for at udfordre elevernes madmodighed, og her var guleroden et oplagt valg.
– Der er rift om de friske gulerodsstave, som vi tilbyder eleverne hver dag, så vi tænkte, at guleroden måske var et meget godt sted at starte. I dag har vi vist eleverne, at der findes en hel vifte af forskellige gulerødder fra de klassiske orange til gule, hvide og lilla. Derudover har vi også udfordret forestillingen om, hvad en gulerod smager af, hvad den kan bruges til, og hvilken konsistens den kan have i munden, siger Sanne.
Både elever og personale gik nysgerrigt til gulerodsbuffeten, som også gav inspiration til spændende samtaler under frokosten. For eksempel at lilla gulerødder har noget til fælles med blåbær, fordi de begge indeholder anthocyaninpigmenter, som giver den blålilla farve.