Korsang hitter på skolen

Korsang er nyt tilbud på skolen, og det er allerede et hit.

Foto: Eleverne på Søstjerneskolen kan nu vælge at gå til korsang i skoletiden, hvis de har lyst. Første gang koret var samlet, sang de bl.a. den danske udgave af monsterhittet “Can’t Stop the Feeling”. Sangen hedder “Jeg har solskin i min lomme” på dansk, og stammer fra soundtracket til animationsfilmen Trolls.

Som noget nyt har Søstjerneskolen fået sit eget kor dette skoleår.

Koret består lige nu af seks elever fra 10 – 16 år, som mødes 1 gang om ugen for at synge sammen med vores musiklærer Marie.


På Søstjerneskolen synger vi i forvejen sammen til skolens fødselsdag, luciaoptog mm., og da flere elever havde lyst til at synge mere, greb vi muligheden for at etablere et kor. 


Og det nye kor lyder ikke bare godt, det gør også godt, fortæller Marie:

– Eleverne får erfaring med at indgå på et hold med andre, fordi de kommer ud af isolationen og bliver en del af et fællesskab. Når musikken spiller, følges vi ad, vi klinger sammen, vi synger i takt, og det giver en følelse af at være forbundet til hinanden.

Så når vi synger og spiller musik på Søstjerneskolen er det både for at stimulere til nye små fællesskaber, men det er også godt for vores nervesystem i forhold til regulering af følelser og arousal niveau.

Til korets premiere sang de et bredt repertoire af sange på dansk og engelsk. De sang bl.a. den danske udgave af kæmpehittet “Can’t stop the Feeling” – oversat til “Jeg har solskin i min lomme” -, og en evergreen fra 1970’erne: “Lean on me” af Bill Withers. 

Hør Søstjerneskolens nye kor synge "Jeg har solskin i min lomme"
Musiklærer Marie slår tonen an på klaveret og dirigerer koret, så de rammer både de høje og lave toner.
Alle elever - og deres tøjdyr - er velkommen til korsang, hvis de har lyst.