Skolen holdt oplæg på SIKON

Søstjerneskolen holdt 2 oplæg på forårets store nationale autismekonference, SIKON.

Foto: Henriette og Johannes, der er lærere på Søstjerneskolen, holdt det ene af to oplæg fra Søstjerneskolen på SIKON. Oplægget hed “Fra isolation til fællesskab”, og det handlede om, hvordan skolen i praksis arbejder målrettet med at få alle elever til at blive en del af et fællesskab på skolen.

Der var total udsolgt til Autismeforeningens store årlige forårskonference, SIKON, i Odense, som fandt sted i slutningen af april. Konferencen varede to dage og var fyldt med oplæg og ny inspiration til alle, der er optaget af livet for børn og voksne med autisme.

Programmet bød på mange prominente oplægsholdere fra ind- og udland, som delte ud af deres viden og erfaringer. Blandt andet den danske professor i psykologi Svend Brinkman og Tony Attwood, der er en af verdens førende specialister i autisme. 

I det stjernespækkede program var der også blevet plads til to oplæg fra Søstjerneskolen, og det er vi naturligvis stolte af.

”Fra isolation til fællesskab”
Under overskriften ”Fra isolation til fællesskab” holdt Johannes og Henriette, der begge er lærer på Søstjerneskolen,  oplæg om skolens arbejde med at skabe fællesskaber blandt eleverne.

Nye elever på skolen lever ofte et isoleret liv, inden de starter på skolen, fordi de har det svært. Henriette og Johannes har sammen med skolens tænketank undersøgt, hvordan skolen arbejder med at gøre det muligt for eleverne at træde ud af isolationen og ind i fællesskaberne.

Konferencesalen var fyldt til sidste plads under oplægget, og at dømme ud fra de mange nysgerrige spørgsmål fra tilhørerne, berørte de en problemstilling, som optager rigtige mange fagpersoner inden for autismefeltet.

”Stop ’kampen’ om den bærende hypotese”
En af skolens tidligere elever, Mathias Vinsten Munk, stod for skolens andet oplæg på konferencen. Det gjorde han sammen med skoleleder, Dan Schønewald Rasmussen, og titlen var ”Stop ’kampen’ om den bærende hypotese.”

Det var et spændende og meget rørende oplæg, hvor Mathias tog publikum med på sin personlige autisme+ rejse og det frustrerende møde med de offentlige tilbud undervejs.

Skoleleder Dan Schønewald Rasmussen perspektiverede de personlige betragtninger som fagprofessionel, og kom med en række klare bud på, hvad der skal til for, at barnet ikke bliver fanget i ’kampen’. 

Vi er glade for, at vi fik mulighed for at dele vores erfaringer og perspektiver på SIKON, og vi håber, vi kan inspirere andre til at skabe de bedst tænkelige løsninger for børn og unge med autisme+ problematikker.

Mathias, der har været elev på Søstjerneskolen, delte gavmildt ud af sine erfaringer, fra sin personlige autisme+ rejse.
Skoleleder Dan Schønewald Rasmussen deltog også på SIKON, hvor han var oplægsholder sammen med Mathias.