Skolen fejrede 10 års fødselsdag

Søstjerneskolen rundede 10 år den 1. april 2024. Det blev markeret med en flot fødselsdag for skolens elever og en festlig reception for skolens tidligere og nuværende samarbejdspartnere, elever og forældre.

Søstjerneskolen fyldte rundt den 1. april, og den runde dag blev fejret ad flere omgange. 

Skolen blev naturligvis pyntet op efter alle kunstens regler med flag og balloner, og eleverne fejrede fødselsdagen med en kahoot quiz om skolen og en lækker lagkage med en flot søstjerne på.

Der var også en festlig reception for skolens tidligere og nuværende samarbejdspartnere, elever og forældre.

Her blev skolen fejret med livemusik med elevbandet og taler af skolens stifter, lærer og psykolog Kirsten Callesen og skoleleder Dan Schønewald Rasmussen

Kirsten Callesen er ikke længere en del af den daglige drift af skolen men er fortsat en tæt samarbejdspartner for skolen. I sin tale til skolen fremhævede hun, at vi ikke blot fejrer skolens 10 års fødselsdag men et helt årti med meningsfuld læring. Og så rettede hun en særlig tak til skolens elever gennem årene:

– I dag hvor vi fejrer vores 10 års jubilæum, vil jeg gerne rette en særlig tak til vores elever. For jeres stræben efter viden, jeres vedholdehed og styrke, jeres håb, uendelige nysgerrighed og meget kritiske feedback. Det er jer, der giver vores skole liv og betydning. I er ikke blot elever, I er vores håb for fremtiden. Vi fejrer hver enkelt af jer, der kæmper og sejrer mens I finder jeres passion og jeres formål, og som er en inspirerende del af Søstjerneskolens fællesskab, sagde Kirsten Callesen.

Skoleleder Dan Schønewald holdt også en fødselsdagstale for skolen. Han fremhævede, at han var stolt af, at skolens værdier er de samme i dag, som da skolen blev grundlagt, selv om skolen har udviklet sig meget siden starten. Og så løftede han også lidt af sløret for visionerne for fremtiden.

– I tiden der kommer, så ønsker vi fortsat at være et fagligt fyrtårn, der kan være med til at skabe bedre trivsel. Ikke alene på vores egen skole, men også ved at tilbyde vores sparring og viden i forhold til det almene folkeskoleområde. Vi vil gerne være med til at ændre den mistrivsel, der er blandt børn og unge. 

Baggrund:
Skolen blev grundlagt af lærer og psykolog Kirsten Callesen, der efter at have arbejdet med autisme som speciale i 20 år, ønskede at starte en skole for børn med autisme. I samarbejde med Københavns Kommune blev Søstjerneskolen stiftet, som et helt særligt skoletilbud for de få elever, der har behov for en helt ekstraordinær og indgribende indsats. Skolen skulle have elevernes trivsel og tryghed i centrum og sørge for, at eleverne kunne se mening med deres undervisningstilbud. Læs mere her