Søstjerneskolen fylder 11 år

Den 1. april fyldte Søstjerneskolen 11 år, og det blev fejret med manér

Foto: Et af højdepunkterne til skolens 11 års fødselsdag var en kahoot quiz med spørgsmål til året, der gik. Der var spørgsmål inden for mange forskellige kategorier, lige fra vinderen af MGP 2025 til navnet på USA’s nye præsident.

Søstjerneskolen kunne den 1. april fejre sin 11 års fødselsdag, og det blev naturligvis markeret på skolen.

Skoleleder Dan Schønewald Rasmussen holdt en kort tale, hvor han ønskede tillykke med fødselsdagen til alle på skolen. 
– Her hos os, er det os alle sammen, der har fødselsdag i dag. Det er det, fordi det er vores skole. Her har vi alle lov til at have vores meninger og holdninger, vi har ret til at have indflydelse på, hvad vi skal lave og hvornår, sagde han blandt andet.

Ingen fødselsdagstale uden en aprilsnar, når nu man har fødselsdag den 1. april. En af de store elever på skolen kunne derfor sammen med skolelederen bekendtgøre, at de byttede roller. Fra nu af vil skolelederen være elev, og eleven være skoleleder, og så skulle skolen være voksenfri zone.  

Efter den sjove tale var det tid til et af skoleårets mest prestigefyldte quizzer: Kahooten om året der gik. Her quizzede eleverne sammen med personalet om årets vinder af MGP, navnet på USA’s præsident og kongens valgsprog, og der var præmier til de tre bedste.  

Inden det var tid til fødselsdagskage – en chokoladekage formet som en søstjerne naturligvis – gav skolebandet et par numre, og alle sang fødselsdagssang for skolen. 

Skoleleder Dan Schønewald Rasmussen holdt en fin fødselsdagstale sammen med en af de store elever.
Skolebandet gav et par numre og sørgede for fødselsdagssang for fuld musik med både klaver, bas og papkassetromme.
Ingen fødselsdag uden kage. Alle blev forkælet med hjemmebagt chokoladekage fra skolens køkken, naturligvis formet som søstjerner.