Foto: Søstjerneskolen har været på vintertur til Isaberg, hvor flere elever prøvede kræfter med at stå på ski for første gang.
I slutningen af januar skiftede 10 elever og personaler hverdagen på skolen ud med en 3 dages vintertur til Sverige. GPS’en var indstillet til Isaberg Mountain Resort, der er det største skisportsresort i det sydlige Sverige.
For nogle af eleverne var vintertur lig med skitur, så de skyndte sig at skifte sko ud med ski og hyggede sig med at køre ned ad pisterne frem til mørkets frembrud.
Andre elever havde mere lyst til en stille og rolig vintertur. De gik ture i den smukke svenske natur eller hyggede sig hjemme i hytterne med fx brætspil og VM i håndbold i fjernsynet.
Nye oplevelser i fællesskab
I Isaberg var der ikke kun mulighed for skiløb men også for vinterbadning. Resortet har en badesø, hvor man kan booke sin egen badebro med tilhørende sauna, og alle eleverne viste sig som ægte vikinger og fik sig et iskoldt dyp – så sejt!
Da eleverne vendte snuden hjemad mod Danmark, havde de meget mere med hjem i bagagen end blot gode oplevelser. De havde nemlig alle sammen prøvet at stå i nye situationer og haft modet og styrken til at håndtere det.
Nogen havde delt bil eller hytte med andre elever og personaler for første gang. Andre havde smagt fremmed mad i nye omgivelser eller taget del i en fælles aktivitet for første gang. Uanset hvad tog alle hjem med følelsen af at være en del af et fællesskab.