Velkommen til
Søstjerneskolen

Dét er en ting, som jeg føler, er meget i fokus på Søstjerneskolen. Det er troen på, at alle kan udvikle sig, ligegyldigt hvordan og gennem hvor lang tid. At det ikke skal være håbløst for nogen som helst. ”

Jeg fik en stille og rolig start og nu er jeg klar til matematik. Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville blive klar til igen

Jeg var blevet meget isoleret hjemme med hjemmeundervisning. Det var blevet en vane ikke at komme ud.

Da jeg fik af vide, at jeg skulle starte med at komme i skole, tænkte jeg bare – FUCK NEJ. Det kan jeg ikke overskue. Jeg skal ikke ud hjemmefra, og jeg bruger altid et år på at lære nye folk at kende. Den tid har jeg ikke til det. Men jeg har jo omvendt ikke tid til altid bare at skulle være derhjemme.

Jeg oplever for første gang en skole, hvor jeg blev spurgt til mine ønsker, og hvor der ikke var pres. Der er hele tiden pres på i andre skoler. Man skal nå så meget.

Jeg får hele tiden et valg – skoleopgaver eller noget andet, som bare kan være en snak. Det er nemmere at vælge skole, når det ikke er et krav. Nu vil jeg gerne flere skoleopgaver.

Da jeg fik undervisning, blev jeg spurgt. Men jeg var sådan en person, der sagde nej, når jeg mente ja. Men de voksne kunne mærke det og kunne regulere mig og mine følelser – ret syret, når jeg lige tænker over det

Jeg har været rigtig glad for at komme i skole igen, fordi det er vigtigt med fællesskabet, men det med skoleopgaver m.m. skal være i det tempo, man er klar til

Hvis man fylder for meget på, bliver man som en bombe, der kan sprænge hvert minut. Her bliver det fyldt langsomt på, og så bliver der også taget lidt af igen. Jeg er ikke en tikkende bombe længere.

Jeg var blevet mere ensom og vred, hvis jeg ikke var kommet i skole igen. Så havde jeg ikke været særlig rar at være sammen med. Jeg har jo også brug for nogen at være sammen med.

Det er svært at stole på, at lærere vil lytte. Her lytter I meget til os elever. Det er vigtigt at huske, at alle børn er forskellige. Det respekteres ikke alle steder. Jeg har fået af vide, at jeg burde være asocial, fordi jeg har autisme. Men jeg har jo meget empati. Hvis jeg ikke var kommet i skole igen. Så havde jeg ikke været særlig rar at være sammen med. Jeg har jo også brug for nogen at være sammen med.

”Når jeg føler mig accepteret, så er jeg ikke længere bange for, at lærerne stiller krav til mig – jeg har nemmere ved at tilgive, når der er en følelsesmæssig connection